Information
Revisortilsynets opgave er at foretage kvalitetskontrol af godkendte revisorer og revisionsvirksomheder. Reglerne fremgår af kapitel 9 i lov nr. 468 af 17. juni 2008 om godkendte revisorer. Revisortilsynet har desuden udarbejdet retningslinjer for gennemførelse af kvalitetskontrol og rapportering herom.
Revisortilsynet kontrollerer alle godkendte revisionsvirksomheder med højst 6 års mellemrum. Kvalitetskontrollen skal dog udføres med højst 3 års mellemrum i revisionsvirksomheder, der udfører revision af regnskaber aflagt af virksomheder omfattet af revisorlovens § 21, stk. 2 efter bekendtgørelse nr. 42 af 23. januar 2009 om kvalitetskontrol og Revisortilsynets virksomhed. Revisortilsynet kontrollerer, om revisionsvirksomhederne lever op til revisorlovens krav om uafhængighed og kvalitet, når de foretager revision eller afgiver erklæringer. Derimod er Revisortilsynet ikke en klageinstans.
Revisortilsynet består af ni medlemmer, der er udpeget af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og et sekretariat. Selve kvalitetskontrollen af den enkelte revisionsvirksomhed udføres af kvalitetskontrollanter, der er godkendt af Revisortilsynet.
Kontrollant kurser
Der afholdes i år separate kurser for henholdsvis statsautoriserede og registrerede kvalitetskontrollanter. Tilmelding til kursus skal ske til de respektive foreninger.
Foreningen af statsautoriserede revisorer afholder kurser følgende dage:
31. august 2010 på Radisson Blu Scandinavia Hotel Århus og
14. september 2010 på Radisson Blu Scandinavia Hotel København.
Foreningen af registrerede revisorer afholder kursus følgende dag:
7. september 2010 på Odense Konferencecenter.